Nordbornholm

- Turismens vugge

Tvillingbyen Sandvig-Allinge var øens første turistområde fra slutningen af 1800-tallet og frem til første verdenskrig, da især tyskerne ferierede her.

Mange havde endog deres egne sommervillaer, bygget på de mest eftertragtede udsigtspunkter. Naturfredningsloven blev først vedtaget i 1907!

Endnu huser området en meget stor del af de turister, der år efter år ferierer på Bornholm, og specielt Sandvig har været præget af mange pensionater og hoteller.

Allinge havn, der er sprængt ud i klippen, har haft daglig forbindelse med hovedstaden igennem Østbornholms dampskibsselskab, der indstillede sejladsen i …. I turistsæsonen er der daglig rutefart til Simrishamn og Christiansø, og havnen anløbes af et stort antal lystbåde.

Fiskerlejet Tejn fik sin store moderne havn i 1970’erne, da fiskeriet kørte i høje omdrejninger, men fiskeriets betydning er igen taget af, og de store fiskeindustrier er igen ophørt.

Klippekysten fra Sandvig til Tejn er domineret af vige og skær med større og mindre pletter af strandeng og enkelte velbesøgte sandstrande ved Næs og Sandkås.

De godt 3.000 mennesker, der bor i området har tidligere i høj grad været beskæftiget i fiskeriet og fiskeindustrien, i højsæsonen dog med turismen, som i dag må anses for hovederhvervet.

Helleristninger er som navnet siger, ristninger i heller!

I vor moderne verden et noget fremmedartet udtryk, men går vi tilbage til vort ophav, det oldnordiske sprog, så er det at riste slet og ret et ældre udtryk for at tegne eller skrive i heller, de dele af det faste grundfjeld, der som jævne flader rager op gennem moræneaflejringerne og som byder sig til!

Et andet ord for helle er en hald eller haijl, der her på øen har givet ophav til flere Hallegårde og andre stednavne.

Kort sagt en meddelelse eller måske en besværgelse, der med en sten er blevet banket ind i klippen.

Da Bornholm er den eneste landsdel i kongeriget, der kan præstere noget fast undergrund, er det også her, helleristningerne forekommer i relativt stort tal og skal opleves.

I nyere tid har øen været i fokus i et EU-projekt med titlen RANE, Rock Art in Northern Europe med deltagere fra Sverige, Norge, Finland og Rusland samt Danmark, og også i denne sammenhæng er det dokumenteret, at øen rent kulturelt har et nærmere tilhørsforhold til landene nord og øst for os end vest og syd.

Et af projektets slutprodukter har været udgivelsen af en fremragende bog, ”Helleristninger, Billeder fra Bornholms bronzealder”, hvor projektets danske nøglepersoner har dokumenteret den værdifulde kulturarv, der endnu findes i og under den bornholmske muld.

Men også hvor skammeligt vore forfædre ganske få generationer tilbage har mishandlet denne skat ved at sprænge helleristningerne bort for at skaffe sig sten til byggerier af havne, bygninger eller som paksten i veje.

I mangel af fremragende heller er der også på store vandreblokke på Sydlandet været ”banket i sten”, men da hovedparten af disse så at sige har ligget i vejen for en effektiv markdrift, er også disse i nyere tid blevet sprængt i stumper og stykker!

Helleristningerne har været knyttet til bronzealderens kult, hvor de efter Danmarks tidligere Rigsantikvar P V Globs opfattelse var udført for at opnå gudernes beskyttelse og sikre deres hjælp i krig og fred samt til frugtbarhed!

Det er tankevækkende at konstatere, at disse 3.000 år gamle symboler fra bronzealderfolkets verdensbillede og religiøse forestillinger i så høj grad er skamferet af vor generation, hvis gudebillede er mindre end 1000 år gammelt.

Ingen ønsker vel i dag at rive nutidens kirker ned, fordi de ligger i vejen!

Helleristningerne var her i landet ”glemt” til sidst i 1800-tallet, da den bornholmske skolelærer J. A. Jørgensen blev ledt på sporet og fandt de første seks i 1876.

Siden er der registreret mange helleristningsfelter rundt om på øen, og i ovennævnte bog nævnes flere end 400 lokaliteter, hvoraf godt 20 er intakte felter med billedristninger, frem for alt med skibet og solen som motiv – og de fleste på Nordbornholm