I et indlæg i Jul på Bornholm 1976 karakteriserede Otto Rohmann Poulsker sogn som "et af øens mindste og forhen også et af de fattigste sogne" på grund af den udstrakte Strandmarken, også kaldet "Bakkana".

Mellem kysten og den gårdrække, som begynder med Hullegård i NØ og slutter med Sommergård i V, i alt 22 gårde lå en ret bred Udmark, som tilhørte Staten/Kongen og som udgjorde ca. en tredjedel af hele sognets areal. 

I 1816 blev Poulsker sogn målt op af Landmåler N Olsen, og mageskiftningen af gårdenes jorder kunne tage sin begyndelse. Men megen uvilje og mistænksomhed blandt gårdejerne i sognet gjorde, at dette arbejde først var bragt til ende i 1825. Historien er fint fortalt af Karl Thorsen i "Bornholms Historie, Landbruget og dets biografier" fra 1950 på siderne 79-83. 

Kongen beholdt imidlertid fortsat Strandmarken for nogle år, dog var der tæt på havet udmatrikuleret et antal tangpladser og tæt på øens sydspids ligeledes en grusgrav, der var til fælles brug for sognets beboere.

Da Peter Dam Jespersen i 1819 blev udnævnt til Sandflugtskommissær, var det for hele Bornholm og som sådan også for Strandmarken i Poulsker og Pedersker.

Da han imidlertid boede på Sejersgård i Knudsker, blev det særlig strækningen mellem Rønne og Hasle, der fik hans interesse. 

Der var langt mellem Knudsker og Dueodde dengang, så det var ikke særlig meget, han kom til at arbejde "hernede" i Strandmarken.

Han fik dog forbudt lyngrivning og afskæring af Marehalm, og ligeledes var det forbudt at lade kvæg og får gå løse. 

For at føre tilsyn med at dette blev overholdt , blev en af de nærmestboende bønder ansat som tilsynsmand for området.

Udstykning og tilplantning af Strandmarken

I 1861 blev det imidlertid fra København bestemt, at bornholmerne skulle overtage denne "sandørken" som ejendom, hvis man ville, og Kongens Ejendom blev tillagt matrikelnummer 121.

Søndre Mose blev udskiftet i omkring 70 små lodder og solgt til avlsbrugerne i Snogebæk, medens strækningen mellem mosen og havet helt ud til Bro blev henlagt som fællesareal for Snogebæk Fiskerleje.

Strandmarken fra Bro til skellet med Pedersker blev tilbudt de beboere, der ejede jord, som grænsede op til udmarksgærdet, til gratis overtagelse mod at de skulle forpligte sig til at holde sandflugten dæmpet, og at de alle skulle være enige om overtagelsen.

Kun en af disse gårdejere, ejeren af Sandegård, var noget betænkelig ved at modtage en så stor gave, 200 tønder land sandjord!, men da en nabo lovede ham at hjælpe til med sandflugtsdæmpningen gik han modvilligt med til det.

Skellene blev trukket, så de fik samme bredde helt ned til havet, som deres gårdlod var bred, og straks efter overtagelsen gik ejerne i gang med at plante.

Det var næsten udelukkende Skovfyr, der blev plantet, og de slog godt an i denne sandørken som andre steder i Østersøområdet, hvor man arbejdede med at dæmpe den omsiggribende sandflugt langs flere kyststrækninger. 

Tangpladser i Strandmarken

Tang, der skyllede i land, har tidligere været en ressource, man satte stor pris på i landbruget. 

Tang, og i dette tilfælde især blæretangen, Fucus vesiculosus, lagde sig i en bræmme langs stranden, og det gør den også i dag, selvom andre arter alger også forekommer i opskyllet.

Melvin Erik Pedersen har i Bornholmske Samlinger 2013 skrevet om sin bedstefar, Nils Pehrsson, der kom fra Skåne, giftede sig med en pige fra Snogebæk og stiftede bo på ejendommen Godthåb i "løkken" matrikel 104 mellem Søndre Mose og havet. Tryk her og se stedets placering på herredskortet fra 1864.

Hvad angår spørgsmålet om bjergning af tangen og tangpladser har han uddybet i en skriftlig beretning til dette website:

 Jeg er født i 1935 og opvokset i området og har deltaget i årlige transporter af tang (Blæretang) fra strand til Tangpladser og senere hjem til mit fødehjem på ”Godthaab” Tværvej nr. 3..

Tangen blev brugt til frostsikring af roer, kartofler, gulerødder, rødbeder, kål og porrer.

Ved forårstid blev det hele ryddet af og brugt som gødning på områder med kartofler.

I tidsrummet hvor der var begyndende problemer med Kartoffelål kom en konsulent på besøg og ville vide hvor tit min far havde sædeskifte på sine arealer med kartofler. Min far svarede at han til dato havde haft kartofler i 30 år på nogle af arealerne og der blev gødet med Tang og han havde aldrig haft problemer med Kartoffelål eller andre sygdomme. Så havde han ikke flere gode råd.

Det skal bemærkes at tangpladserne også blev brugt af Strandfogederne til oplagring af div. Strandingsgods hvor Dueodde, Bro, Pladen - og Salthammerrev med mellemrum var et problem for søfarten

Tangen lå som regel i området fra strandkant og ud til ca. ½ meter vand. Al transport var altid med fjælvogne trukket af en eller to heste.

Læssene var altid af ca. ½ størrelse på grund af dårlige opkørsler til den egentlige tangplads, hvor tangen lå til senere afhentning.

Det var som regel de nærmeste Strandbygårde (Stavnsgård, Nordbaggegård og Lærkegård) man var i  ”konkurrence” med.

Når det blev tid til den egentlige hjemtransport var fjælvognene udstyret med en høstramme så mængden pr. læs kunne øges betydelig. Tiden var altid sensommer frem til tiden med begyndende frost.

Jeg kan huske 8 steder, på strækningen fra Snogebæk til Dueodde, hvor der blev landet tang, så der må med rimelig sikkerhed have ligget, eller stadig ligger en Tangplads, enkelte kan være gået i havet.

Min far og mor solgte vores fødehjem Godthaab i året 1972 og på det tidspunkt var der allerede sket et skift til mindre tang (Blæretang), forurening af Østersøen var sikkert årsagen.

Nu var Blæretangen blevet erstattet af en type mos og noget som fiskerne kaldte for Fedtemøj og begge dele var uegnet til frostsikring af roe- og kartoffelkuler.

På gårde og mindre brug var der også sket den ændring på driften, så der ikke længere var malkekvæg, og dermed forsvandt roerne fra markerne.

I mange år har vi ikke set Blæretang i området, men den er nu ved at vende tilbage i mindre pletter, så vi kan jo håbe.

Efter at russerne var rejst faldt Strandbygårdene fra en og en, måske på grund af afstanden, men lokale mindre avlsbrug holdt fast og det passede fint med den mindre mængde Blæretang der kom ind.

De 8 tangpladser

1) De allerede udlagte Tangpladser i Strandmarken fik i 1844 tillagt hver deres matrikelnumre, og vestligst i Strandmarken blev der udlagt en strandmarksmatrikel, matr. 121aa, der senere er delt i tre, 2 matrikler 121ab foruden hovedmatriklen for enden af nutidens Udegårdsvej yderst på Jomfrugårds og Lillegårds strandmarksmatrikler. Tryk her og se stedet i dag. 

På matriklens blad i tingbogen er anført, at matr. 121aa er udlagt til "opbevaring af tang og fiskeredskaber", tilhørende Poulsker Sogneråd og efter 1970 Nexø Kommune. Siden 2001 er det Bornholms Regionskommune, der har ejerskab over arealerne. 

Stedet har tidligere heddet "Bækkjana", hvor Munkebækken og Dammebækken løber ud i havet ret tæt på hinanden. Her mellem de to udløb lå tidligere et lille fiskerleje med dette navn. 

Det var husmænd "oppe" fra sognet, der drev lejlighedsfiskeri her fra. Bådene skulle de selvfølgelig altid trække helt op på stranden, og så havde de deres fiskerhytter stående her, hvori de kunne opbevare redskaber med mere. Tryk her og læs mere. 

Hvor længe der var fiskere, som havde deres båd liggende her, vides ikke, men Rohmann har været vidende om, at der så sent som i 1925 var én, som gjorde hævd på, at han var Oldermand for lejet og varetog dets interesser.

2) Tangplads, Matrikelnummer 194, var det 43870 m² store strandareal, der omfattede nutidens Salthammer. 

På matrikelkort 1 fra 1816 er påført:

"Strækningerne C-D og E-F ere af Staten overdragne Pouls Kirkesogns Beboere med Eneret til der at optage og oplægge Tang".

5. april 1888 udstedte Poulsker Sogn et arvefæsteskøde på arealet, og det var muligt at etablere den nye Snogebæk Havn på en del af arealet. Siden er et større antal lodder stykket ud fra hovedmatriklen.

3) Tangplads, Matrikelnummer 195, er det 2758 m² store kystareal ud for nutidens Bøjerenden. Tryk her og se det i dag, På dets blad i tingbogen er noteret, at der pr. 5. april 1888 er udstedt et arvefæsteskødet med påtegning, at det er en fælles tangplads for Snogebæks beboere 

4) Tangplads, Matrikelnummer 196, er det 3152 m² store kystareal for enden af nutidens Turistvej, af de lokale kaldet Østre Gænge, tryk her og se det i dag. På dets blad i tingbogen er noteret, at der pr. 5. april 1888 er udstedt et arvefæsteskøde med påtegning, at det er en fælles tangplads for Snogebæks beboere.

5) Tangplads, Matrikelnummer 197 er det 3284 m² store kystareal nordligst i Snogebæk, tryk her og se det i dag. På dets blad i tingbogen er noteret, at der pr. 5. april 1888 er udstedt et arvefæsteskøde med påtegning, at det er en fælles tangplads for beboere af Poulsker Sogn.

6) Tangplads, Matrikelnummer 198 er det 3688 m² store kystareal ud for nutidens Bækkebo, tryk her og se det i dag. I følge dets blad i tingbogen er der pr. 5. april 1888 udstedt et arvefæsteskøde med påtegning, at det er en fælles tangplads for beboere af Poulsker Sogn.

7) Tangplads, Matrikelnummer 206 er det 5516 m² store kystareal umiddelbart vest for Kærgrøften, også blandt de lokale kaldet Vestre Gænge, som ligesom de andre tangpladser har tilhørt Poulsker Sogns beboere i fællesskab. I dag er det Bornholms Regionskommune, der ejer arealet ligesom alle andre tangpladser. Tryk her og se beliggenheden i dag.

8) Tangplads, Matrikelnummer 211 er et 2758 m² stort kystareal ud for nutidens Skrokkegårdsvej. Tryk her og læs mere.

Fælles grusgrav

Ligesom der på Strandmarken var udlagt tangpladser til brug for sognets beboere var der også på den senere Gubbegårds strandmarksmatrikel udstykket et areal som grusgrav. Tryk her og læs mere.

I 1844 fik stedet matrikel nummer 204, og her kunne sognets beboere hente deres fornødenheder af grus.

Midt i 1900-tallet var behovet for grus åbenbart ikke så stort mere, og den åbne grav blev i stedet for benyttet som deponi for skrald af alle mulige slags!

Tryk her og se stedets beliggenhed i dag.