Vis menu Søg

Centraleuropæisk tid - Gudhjem-tid

Jeg fik engang stillet spørgsmålet:
"Er der noget, der hedder Aakirkeby-tid"?

Spørgeren havde et sted på internettet læst noget om denne særlige tid, men havde ikke kunnet finde yderligere informationer om dette fænomén andre steder på nettet.

Og det er naturligt, for der er rent faktisk ikke noget, der hedder "Aakirkebytid". Og oplysningen på nettet må bero på en misforståelse.
Bornholm med 15. østlige længdegrad og 55. nordlige breddegrad
Sagen er nemlig den, at den 15. østlige længdegrad, der som bekendt er den, der angiver centraleuropæisk og den "rigtige" danske normaltid, løber gennem Bornholm.
Nogen kunne måske spørge om, hvad den 15. længdegrad har med tiden at gøre. For at svare på det skal vi slå fast, at jorden løber om sin egen akse på 24 timer og at jorden nærmest er en kugle, som i tværsnit tegner en cirkel på i alt 360 (længde-)grader. 
 
På en time, vil jorden derfor bevæge sig disse(360/24) 15 grader. Og tiden er bestemt ud fra Greenwich i England, som gennemløbes af den 0. længdegrad.

Den 15. østlige længdegrad kommer i land nordfra ved Fittinge i Saltune syd for Gudhjem og forlader øen igen videre mod syd ved Slusegård i Pedersker Sømark.

På "sin vej" gennem det bornholmske landskab skærer denne længdegrad sig igennem Østerlars, Østermarie, Aaker og Pedersker.

Kigger man på et landkort over Borholm bemærker man, at den 55. nordlige breddegrad er markeret på det allersydligste af øen, og netop syd for Slusegård skærer denne linje den 15. østlige længdegrad. 
 
Uden anden grund end slet og ret at markere dette sted, har en bornholmsk ingeniør formået det tidligere bornholmske amtsråd at markere stedet midt ude i klitterne tæt på stranden med et mindre anlæg og en sten, der markerer de to linier og deres "mødested".
 
Dette kaldes et geografisk knudepunkt.

Stenen er et stykke rød hammergranit, og på den lodretgående linie er indhugget 15 og S, medens der på den vandretgående linie står 55 og Ø.

Samme ingeniør har fået fremstillet en globus i rustfritstål , og den er i dag opstillet i Bornholmstrafikkens ankomsthal:
Den skal minde vore gæster om, at de er kommet til den østdanske landsdel, hvor klokken som det eneste sted i landet går korrekt!

Her er klokken 12 middag-normaltid, når solen står lige i syd. Det vil den gøre i København 9 minutter senere, og i Esbjerg hele 25 minutter forsinket!

Men, tilbage til "Aakirkeby-tid". Vildfarelsen kan let være opstået ved, at knudepunktet ved Slusegård i Sømarken ligger i Pedersker sogn, og det tilhørte indtil 31. december 2003 den tidligere Aakirkeby-kommune!

Hidtil har bornholmerne slet og ret kaldt fænomenet Fittingetid eller Gudhjemtid!

Fittingeklipperne
Fittinge - klippeskærenes omrids antyder ved lavvande en kvindes ydre skamlæber
O-meridianen ved Grenwich-observatoriet
Knudepunktet
Besøgende ved knudepunktet
Globus ved færgeankomsten i Rønne